Udkantsliv/drømmeliv

  

Kæresten fik jo nyt legetøj i april – en Land Rover Lightweight. Siden er der gået mange timer med skift af olie, filtre og senest arbejde med koblingen. Men i dag kom fortjenesten: bilen kørte ved egen kræft! Vi rundede Stenkalven, og jeg fik skam også lov at prøve at føre automobilet – nice!!  

  

Der mangler stadig lidt, før den kan synes, men det skal nok komme.

Imens er jeg smuttet ind i køkkenet og startet på den sidste testkage inden den endelige bryllupskage skal bages. Den nye ovn skal testes, og ikke mindst den indkøbte kvalitets, mælkechokolade. Her afviger jeg nemlig fra opskriften og har valgt en fransk chokolade med 55% kakao.  

  

Hindbærcremen er også undervejs, men om den og chokoladeganachen når at blive kolde, så jeg kan lægge kagen sammen i dag, ja det må vi se.

Overskriften af dagens indlæg skylder jeg vist en forklaring på: I udkantsdanmark er legetøjet ofte vildere, sjovere og tættere på drømmen – uanset om det er en Land Rover Lightweight eller at bage en skøn bryllupskage for vennerne.

Nå, men røglugten fra dagens røgning af laks og makrel hænger i tøj og hår, så jeg vil træde ud af overalls’ene og returnere til lidt mere kvindelighed. God weekend til jer alle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *