Ikke nok med at tempoet på en lille ø, er væsentlig langsommere end i storbyen, men når øen også er bil-fri, så er det i den grad til at følge med. Jeg tog et billede ud af forruden på svigermors traktor, da jeg hentede kæresten ved færgen i morges. Ja, du læste traktor, og ja, det er mig, der fører bæstet. Jeg havde aldrig kørt traktor, før jeg kom til Tunø, men een gang skulle jo være den første. Turisterne kiggede da også, da jeg kom kørende med håret og make-uppen sat og håndtasken hængende bag førersædet.
Min dejlige svigermor mente for nogle år siden, at nu var det på tide, jeg fik lært at køre traktor. Hun skrev derfor en beskrivelse til mig. Aldrig i mit liv er jeg blevet så forvirret – to gearstænger – høj og lavt gear, nøglen drejes uden kobling og man slukker motoren ved at hive i en knap!! Hun prøvede også sit bedste for at forklare mig det, hvorefter hun mente, at jeg kunne køre lidt frem og tilbage ude på vejen for at øve mig (der kommer jo ikke nogen trafik alligevel). Jeg var skræmt fra vid og sans, og havde ingen forhåbninger om at lære det. Indtil den morgen, hvor min kæreste stoppede mig ind i en traktor, gav mig en ultra kort forklaring og tvang mig i gang, fordi vi skulle have trukket en anden traktor i gang. Siden den dag har jeg ført traktor.
Der er ihvertfald større chance for at få sjælen med på rejsen, når man enten bevæger sig på gåben, på cykel, på scooter eller på traktor.
