Det er lidt over et år siden, jeg blev gjort opmærksom på min daværende kærestes utroskab, og valgte at fraflytte mit liv på Tunø. Der er løbet meget vand i åen siden, men jeg har ikke på et eneste tidspunkt fortrudt min beslutning. Løgn og utroskab er uforlignelige med mit liv. Jeg er ikke længere vred eller ked af det over den behandling, jeg fik. Mit liv er simplethen for kort til at bruge energi på den slags mennesker. Jeg tror fuldt og fast på, at det handler om karma – man får som fortjent. Jeg vil hellere bruge mit liv og min energi på det gode i mit liv.
August 2015 var en grum tid. Jeg mistede lysten til alt. Det eneste jeg kunne dengang var at gå. Så det gjorde jeg. Jeg gik og gik til hjertet og sjælen ikke føltes rå og forvirret. Der er noget særligt over at gå i naturen. Med højt til loftet, er der mere plads til tanker, kroppen normalt ikke kan bære. I september 2015 gik jeg en pilgrimvandring, der bød på skønne naturoplevelser, fantastiske venskaber og ikke mindst lærte jeg meget om min indre styrke. At det er ok at være trist, ked af det og ikke have overskud til andre, som jeg normalt har. Jeg lærte at slippe kontrollen, og oplevede at verden ikke faldt sammen, fordi jeg slap tøjlerne et øjeblik. Det var enormt befriende, og jeg skylder en enorm tak til mine venner, der bakkede op hele vejen.
Jeg går stadig – gerne og så ofte som muligt. Den jyske vestkyst blev travet tynd i løbet af efteråret og vinteren, og vesterhavet og blæsten vil altid være en del af mit DNA. Langsomt kom jeg ovenpå, og fik mod på livet igen. Så meget at jeg i januar 2016 tog på ferie til USA, hvor jeg genså en gammel skolekammerat og nogle af vennerne fra pilgrimsrejsen. Det var benhårdt at acceptere, at jeg var alene, men min jyske stædighed fejler jo ikke spor, så det skulle ihvertfald ikke stoppe mig. Der var nogle aftener på turen, hvor jeg tvang mig selv til at gå ud og spise, istedet for at hente mad hjem på hotelværelset. Det gav oplevelser og mod på mere. 
I slutningen af februar i år fik jeg job i Horsens. En ny kurs var lagt, men desværre viste det sig, at butiks-og cafejob ikke rigtigt er mig. Jeg har kun gode ting at sige om Landmad i Horsens og takker min tidligere chef for forståelsen, da jeg traf beslutningen om at søge tilbage til København. Sikke en velkomst jeg fik! Jeg har de mest fantastiske venner, der bød mig velkommen tilbage på den mest hjertevarme og rørende måde. De var der endnu. De havde tid og overskud til mig. Hvad kan man ønske sig mere? 
For enden af tunnelen er der lys, og i juni fik jeg en praktikplads hos DARE2, der har ført til ansættelse med løntilskud per 1/8. Jeg nyder at være i gang igen, at bruge evnerne og hver dag møde motiverede mennesker, der arbejder for det, de brænder for. Jeg glæder mig til fremtiden, mærker ro i maven og glæder mig til at disrupte mig selv sammen med DARE2.
Den seneste tid har dog også været præget af andre mere triste nyheder. For selvom jeg har fundet rav og mod på livet igen, har familien været under pres, da min far desværre er blevet meget syg. For godt tre uger siden blev han diagnosticeret med knoglemarvskræft, hvilket var noget af en mavepuster, ikke mindst for ham selv. Min far har altid været meget aktiv, klaret sig selv efter min mors død for 7 år siden og lagt sit liv om med et sundere udsyn. Derfor gør det ondt at se ham kæmpe med kræften, men vi holder hovedet og modet oppe, og håber på det bedste.
Jeg fortsætter ufortrødent – over broer, langs strande og mellem lande, for livet skal leves fuldt ud hver dag. Mit liv skal ihvertfald. Jeg vil forsøge at være mere tilstede her på bloggen, end jeg har været, men hvis det kniber, ved I nu hvorfor. Nyd sensommeren – vi ses derude!