Det bliver ikke et tilbageblik for hele 2015. Det vil være for stor en mundfuld. For 2015 blev slet ikke som, jeg havde forventet. Jeg anede ikke, at tæppet ville blive hævet væk under mig i slutningen af sommeren, men sådan blev det, og det har jeg forholdt mig til, for hvad ellers kan jeg gøre?
September og oktober brugte jeg på at forholde mig til mit knuste hjerte. Jeg gik mange kilometer hver dag, for at få ro i kroppen, så hjertet kunne hele. Tankerne fløj – hvorfor, hvordan, hvorfor, hvad gjorde jeg forkert, hvad gjorde jeg rigtigt og ikke mindst hvorfor? Mit hjerte helede af to årsager – for det første var jeg meget alene på Tunø i det sidste år, inden sandheden kom frem. Jeg var alene, af den anden årsag – at forholdet ikke gik godt, hvilket jeg nok godt vidste inderst i mit hjerte, men jeg tillod ikke mig selv at lytte, mens jeg var midt i det. Jeg har lært en masse, tvunget mig selv til ærligt at se på mine egne reaktionsmønstre, i håb om at jeg fremadrettet kan lære af det. Mennesket udvikler sig hele livet, og det vigtige er at lære af de fejl, man har begået. Ikke at jeg giver mig selv skylden for, at forholdet ikke gik, men jeg vil hellere ikke vaske hænder og sige, at jeg var fejlfri.
Hjertet er helet og på vej videre, så nu er der KUN resten af livet jeg har at forholde mig til.
Da alt dette skete tilbage i juli/august, var min umiddelbare reaktion, at jeg ville tage tilbage til København for at være tæt på netværket, jobmulighederne og chancen for at finde kærligheden igen. Men efter et ugelangt besøg i Kbh i november, må jeg desværre erkende, at tiden på Tunø har ændret mig for meget. Jeg føler mig ikke hjemme i Kbh, som jeg gjorde tidligere, så jeg forventer ikke at flytte tilbage.
Men hvor flytter jeg så hen? Og hvad skal jeg lave? Det er de spørgsmål, jeg pt kæmper med. Det havde jo været lettere, hvis jeg havde haft en backup plan, men i min naivitet troede jeg, at jeg skulle tilbringe de næste mange år på Tunø, så hvorfor skulle jeg bruge en backup plan?
Så lige nu er jeg på bar bund. Jeg har ikke noget sted, jeg føler en tilknytning til, og jeg har ikke et job, jeg ønsker at søge, for jeg var glad for mit job som røgmester, men det er ikke et job, der hænger på træerne. Jeg har pt ikke min egen bolig, ikke noget job og eneste forpligtelse er min hund Elly, så jeg kan tage lige hvorhen, jeg vil, og arbejde med lige hvad jeg har lyst til. Det lyder som en drømmesituation, ikke? Men frit valg på alle hylder, er meget overvældende. Det er svært at søge de obligatoriske to jobs om ugen, når jeg ikke ved, hvad jeg vil lave. Synes jo, at ansøgningerne skal afspejle et ønske om at få jobbet, men med al denne uklarhed, er det vanskeligt at føle hvad der er rigtigt.
Jeg har forgæves selv forsøgt at finde hoved og hale i det hele de sidste par måneder, men jeg føler ikke, at jeg kommer i mål, så nu har jeg rakt ud efter hjælp. Min gamle skolekammerat Malene Annlouise Reinholt er uddannet mentor og håndanalytiker, og hun vil i starten af januar lave en håndanalyse for mig, og derigennem hjælpe mig til at fokusere og finde vejen til mit nye liv.
Gennem det sidste halve år, har jeg fået utroligt mange positive tilkendegivelser, kram og masser af opbakning fra mit netværk. Lad mig her i årets sidste dage sige tusind tak fordi I har bakket op, lyttet og været der. Jeg ved, at 2016 bliver bedre. Det bliver starten på noget bedre for mig, og jeg glæder mig til at dele det med jer. Tak fordi I læste med.
Godt nytår ❤️