Nye horisonter

Nogle af jer er bekendt med, at jeg i august 2015 mistede forhold, bolig og job pga utroskab. Jeg har fra flere hørt, at hvis man mister to ud af de nævnte tre, risikerer man at blive meget presset. Hvis man mister alle tre ting på en gang, kan det have store konsekvenser for ens mentale tilstand.

Lige da jeg blev kastet ud i uvisheden for lidt over et år siden, var det eneste, der hjalp, at gå. Jeg gik den jyske vestkyst tynd i håb om at finde ro, forståelse og min identitet. For hvem var jeg, når forhold, bolig og job pludselig var væk? Det var en grum tid, men i det mindste kom jeg i god form.

Kilometer på kilometer kom jeg langsomt videre og fik sat ord på mine følelser og forholdt mig til dem. Ikke nogen rar opgave, men lærerig og benhård. Hvor skulle min fremtid foregå? Ville jeg nogensinde turde stole på en ny mand, hvad skulle jeg nu lave, når jeg ikke længere skulle røge fisk? Der var langt flere spørgsmål end svar, men med venners hjælp kom jeg langsomt tilbage til livet og mig selv.

I april 2016 flyttede jeg tilbage til København. Det var skønt at være tilbage og opleve at de venner, jeg havde forladt fire år tidligere, stadig var der og tog imod mig. Det betød utrolig meget for mig og sommeren gik med at genopleve byen og finde job. Jeg startede som PA hos DARE2 – et spændende job i en for mig ny verden. Iværksættermiljøet er konstant fuld af energi, folk arbejder benhårdt på den idé, de er engageret i at føre ud i verden, og den positive og farverige stemning smittede af, og gav mig blod på tanden i forhold til min egen lille produktion af cremer.

Men tilbage til udgangspunktet…når hele ens liv bliver rykket væk under en, sætter det dybe spor, hvilket også er sket hos mig. Det tager tid at komme sig og finde en ny retning. Selvom jeg har nydt tiden, arbejdet og ikke mindst de skønne kollegaer hos DARE2, kan jeg mærke, at det ikke er helt rigtigt for mig. Stressen lurer, og det har jeg efterhånden lært at lytte til. I går var sidste dag for mig på kontoret. Jeg forlader DARE2 som venner og uden brændte broer. Deres forståelse og medfølelse betyder meget for mig.

En stor del af de stress symptomer, jeg oplever, skyldes også min fars sygdom. Han blev i august diagnosticeret med knoglemarvskræft og har siden været i behandling, som han heldigvis responderer positivt på. Men med tanke på, at min mor for præcis 7 år siden gik bort pga kræft, sætter det tanker i gang, når ens sidste tilbageværende forældre får sådan en diagnose. Jeg indrømmer også blankt, at jeg ikke har været god nok til at håndtere så voldsom en oplevelse, det er, at se ens forælder syg og afkræftet.

Og hvad så nu? Ja, lige nu sidder jeg i et fly på vej mod Madrid. Vandreskoene er snøret, rygsækken pakket og kursen er sat med Camino Frances, hvor jeg starter i Burgos. Jeg trænger til at komme lidt væk fra det hele og ikke mindst at gå, for det ved jeg virker. Jeg forventer at være væk små 14 dage, og jeg vil forsøge at delagtiggøre jer i både oplevelser, men også de tanker, jeg ved, turen vil generere.