Hjerte over fødder

  
I dag skulle have været en hviledag, da jeg fik en stor splint i foden i går. Splinten er fjernet, men foden er øm. Hvorfor så udsætte mig selv for smerte, når foden havde haft bedre af at slappe af?

Hele min krop er besat af uro, vejrtrækningen kommer ikke ned i maven, gråden sidder i halsen og tankerne myldrer frem. Sådan reagerer min krop på et knust hjerte, og når jeg ikke længere kan holde ud at være som en løve i et bur, er en lang gåtur det eneste, der hjælper. For tiden har min krop, min sjæl og mit hjerte konstant brug for hjælp, så Elly og jeg går – på trods af varmen og smerter i krop og sjæl.  

Gåturene er min måde at selv-medicinere mig mod den sorg, der har ramt mig. Sorg over de bristede drømme og håb, vrede over magtesløsheden og smerten ved den kærlighed, der ikke slog til.

Med country sange som baggrundsmusik (de forstår at lave tekster om kærlighed…også når den kommer til kort) går jeg for ro i kroppen med rygsækken fuld af vand og minder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *