Der er under en uge til, jeg flyver til Canada. Det føles helt vildt, men også helt rigtigt. Det er 20 år siden, jeg sidst boede i udlandet. Dengang var det Sydney, Australien, der stod på billetten. Det var en kæmpe oplevelse dengang…og lidt skræmmende, for der er langt hjem til DK, når man kun er 20 år og sidder på den anden side af jordkloden. Men dengang mødte jeg fantastiske mennesker, der gjorde min tid dernede magisk, og jeg er sikker på, at min tur til Canada også bliver fyldt med nye skønne oplevelser og mennesker. Jeg flyver til Victoria, hvor jeg skal besøge Gail, jeg mødte første gang, jeg stiftede bekendtskab med Camino Frances.
Faktisk mødtes Gail og jeg sidste år i Seattle i januar, og jeg ser frem til at se hendes by denne gang. Jeg får også mulighed for at mødes med Stuart – endnu en Camino buddy fra min tur sidste år. Der bliver helt sikkert delt Camino historier, når vi alle tre mødes. Faktisk har de lovet at hjælpe mig med at fejre min 40 års fødselsdag, når den rammer d. 27/2.
De seneste tre uger, jeg har boet i Vestjylland. Det er altid rart at komme hjem og lade op ved den jyske vestkyst. At blive blæst igennem og nyde den smukke kystlinje vil altid betyde ro i sind og sjæl for mig.
Der foregår også en del fysiske forberedelser. Jeg har kastet mig over at genoplive en gammel oilskins jakke til min tur. For hvor svært kan det være? Som billedet viser indkøber man voks, der så smeltes langsomt over vandbad til formålet. Den del af processen er temmelig overkommelig. Jeg havde godt læst, at det kan være en omstændelig opgave at vokse en jakke, men som altid tænkte jeg…hvor svært kan det være?
Sådan en jakke kan vel lige ordnes på en formiddag eller? Det er faktisk ikke fordi selve det at vokse er svært, men det tager væsentlig længere tid, end jeg havde forventet. Jeg har taget et lille nap hver dag, og projektet skrider da også frem, som I kan se:
Jeg skal nok blive færdig til afrejse på tirsdag, og hver gang jeg ifører mig jakken, vil jeg glæde mig over al det arbejde, jeg har lagt i den. Men når min Barbour oilskins jakke trænger til en opfriskning, er jeg næsten sikker på, at jeg vil benytte mig af Barbour’s serviceafdeling, og lade dem klare opgaven.
Jeg har brugt aftenerne i Vejers på at genopfriske mine evner til at strikke. Mest fordi jeg forestiller mig, at jeg får en del aftener på min rejse, hvor jeg ikke har adgang til tv, andre mennesker til en snak eller en god bog, og at strikke skulle jo være sundt, så jeg har allerede fabrikeret en karklud. Naturligvis er der indkøbt strikkepinde af træ, så jeg ikke bliver stoppet i sikkerhedskontrollen på vej ombord! Det føles nemlig rart at producere noget, istedet for bare at sidde og se ud i luften.
Jeg slutter dagens indlæg med et billede taget i går morges på terrassen her i Vejers. Billedet viser desværre ikke helt de mange “diamanter” frosten havde skabt i løbet af natten, der glimtede om kap i morgensolen. Men jeg fik fornøjelsen af dette smukke syn, og tager det med mig som et håb om, at min forestående rejse vil blive fyldt med strålende, smukke og givende oplevelser. Nyd dagen og nuet!
